En regnvejrsaften sker der en forbrydelse, som vækker uhygge i den store by. Den gamle marskandiser Sonja Schmidt findes
kvalt i sin butik. Kort tid efter sker der en lignende forbrydelse, og ofret er denne gang en letlevende pige – ved navn Sonja.
 Politikommissæren og overbetjenten forsøger sammen at opklare mordene, og bliver hurtigt forvisset om, at begge mord
er begået af samme person!
 Det er også påfaldende, at begge ofre hedder Sonja – men det mest ejendommelige er dog, at man har hørt en kvindestemme synge en bestemt melodi på nøjagtig det tidspunkt og sted, hvor mordene er blevet begået.
 MEN – hvad sker der, når man i 2024 inviterer publikum i salen for at overvære en ”optagelse” af dette hørespil, hvor skuespillerne selv skal lave de mange vigtige, udtryksfulde og ikke mindst uhyggelige lydeffekter?
 Svaret er – at det kommer der en yderst underholdende og grotesk morsom forestilling ud af!
De fire skuespillere fremfører hørespillet og lægger stemmer til i alt 30 forskellige karakterer, og laver de mange lydeffekter
på de mest finurlige måder, som – når man ser, hvordan de laves – bliver hylende morsomt, men når man hører dem, giver
det fuldstændigt korrekte lydbillede af den handling, der udspiller sig.
 Publikum kan derfor se frem til en aften, der bestemt får dem til at gyse, men også får dem til at skrige – af grin!
MEDVIRKENDE: Susanne Breuning, Line Kruse, Sune Svanekier og Nicolaj Cornelius
INSTRUKTION: Jakob Fauerby
PRODUKTION; Cornelius’ Teaterselskab
Spilletid: 80 min.